Oure Friskole og børnehave

Generalforsamling 2009

SKOLELEDERS BERETNING TIL
Generalforsamling på Oure Friskole

 

Den 23. april 2009

 

2008 har igen været et år med megen aktivitet.

Både med hensyn til undervisning og nye initiativer. Det har været et år, hvor lærerne har brugt rigtig meget energi for at iværksætte en spændende og lærerig undervisning for alle skolens elever, hvor Ove og Anni har gjort deres til at undervisningsmiljøet er rent og pænt, hvor Lone har haft en stor opgave på kontoret for at få administrationen til at hænge sammen, hvor personalet i børnehaven og SFO har gjort en kæmpe indsats for at gøre skolens pasningstilbud til et attraktivt pasningstilbud, og hvor mange forældre har lagt kræfter og energi i frivilligt arbejde i bestyrelse, Oure Friskoles Venner.

Bygningsudvalget har stået for organiseringen af – og en del af arbejdet med at indrette lokaler og legeplads til den ny børnehave, almindelig vedligeholdelse og her i de sidste uger opbygning af den nye multibane, så den bliver færdig til skolens 125 års jubilæum. Alt sammen til gavn for fællesskabet og  ALLE skolens børn.

 

Det forpligtende fællesskab mellem skole og hjem

 

Der har altid været tradition for – og nødvendighed af - en høj grad af involvering fra forældre og personalets side her på skolen.

De forpligtelser forældre har her på skolen er anderledes end de ville have været i folkeskolen. Skolens ide er, at eleverne skal lære mere end det faglige, der skal også arbejdes med, at eleverne udvikler sociale kompetencer - og forståelse for, at det, der ligger udenfor for dem selv.

At de vil få forudsætninger for at indgå i mange forskellige fællesskaber.

At de skal få oplevelser og interesser, der giver dem lyst til at være aktive i deres voksenliv – både samfundsmæssigt og i forhold til andre mennesker.

 

I friskolen – og også andre steder - findes der det begreb, der hedder ”det forpligtende fællesskab”. Det betyder, at når man melder sit barn ind på skolen, så køber man ikke kun et undervisningstilbud, men man melder sig ind i et fællesskab, hvor man selv skal at være med til at skabe de bedste rammer for ALLE vores børn.

Det betyder også, at vi har nøjagtig så god en skole, som de fælles kræfter fra personale og forældre rækker til.

 

Endnu et år et gået, og der skal gøres status på skolens situation. Det har været et spændende år, hvor glæder og gode oplevelser har ligget side om side med udfordringer.

 

Etablering af Oure Friskoles Børnehave.

1. august åbnede Oure Friskoles Børnehave med en festlig, solbeskinnet indvielse. William Matthisen klippede snoren til den Børnehave, han selv var indskrevet i, og Troldmanden fra Samsø underholdt alle gæster i Haven.

Forud var der gået en intensiv proces med godkendelser, ansættelser, indretninger, malinger, indhegninger og etablering af legeplads og meget andet.

Vi skylder alle en kæmpe tak og respekt til de mennesker fra forældrekredsen, der arbejdede MANGE timer frivilligt på projektet i deres sommerferie. De fleste af deltagerne er ikke forældre i børnehaven, men ser den generelle udvikling af skolen som en del af deres forpligtelser som forældre. Uden forældre med denne indstilling til frivilligt arbejde for fællesskabet ville meget lidt kunne lade sig gøre. Hvis der udelukkende skulle laves skole for de midler der betales i skolepenge og gives i statstilskud ville skolehverdagen blive meget anderledes og med langt ringere muligheder for oplevelser og udvikling for skolens elever.

 

Her i de sidste uger har forældre igen været i gang med at etablere den længe ønskede multibane, der skal være gaven til eleverne på Skolens fødselsdag.

Oure Friskoles Venners ihærdige bestyrelse, der tjener pengene til materialer og mange ting, der ellers ikke var råd til ved at lave arrangementer, skal ligeledes have en varm tak for deres indsats for og bidrag til fællesskabet.

Vores skole hviler på en grund af solidaritet, hvor man som forældre bør deltage i det omfang, der er muligt for den enkelte.

 

Økonomisk tilpasning

Kravet om, at skolehverdagens tilbud blev tilpasset skolens økonomiske situation har medført, at holdstørrelsen er steget til omkring 20 elever på nogen hold, og samlæsningen på nogle årgange er udvidet fra 2 til 3 årgange. Det har givet muligheder for enkelte elever, der har kunnet samarbejde med andre på det udviklingstrin de nu har befundet sig på.

Faget i de store klasser - Viden om verden - er samlet af fagene historie, samfundsfag, kulturgeografi og religion.

Det er ud fra den pædagogiske holdning, at det skal være muligt at arbejde helhedsorienteret og få et overblik over et historisk emne eller et aktuelt politisk emne.

Bertel Haarder fortalte netop på Friskoleforeningens årsmøde, at man arbejde på at gå væk fra de fagopdelte prøver i 9. klasse og i stedet gøre det muligt, at gå til eksamen, hvor et selvvalgt tværfagligt projekt kan være udgangspunkt for prøven.

Det er jo rart, når undervisningsministeriet begynder at anerkende den helhedsorienterede undervisning i stedet for at fokusere på skarpt opdelte fagprøver.

 

Evaluering af skolens samlede undervisningstilbud.

Undervisningsministeriet har stillet krav om, at friskolerne selv lave en evaluering af skolens samlede undervisning.

Dansk Friskoleforening har afholdt kurser, hvor der har medvirket folk fra skolestyrelsen, så friskolerne har kunnet få konkretiseret kravene til begrebet ”evaluering”.

Her på skolen har vi i dette år lavet en tilfredshedsundersøgelse blandt forældrene, hvor et spørgeskema gav forældrene mulighed for at give deres mening til kende om såvel faglig undervisning samt børnenes trivsel og deres forhold til lærerne.

Undersøgelsen viste en stor grad af tilfredshed og enighed i besvarelserne– men en af de ting, der skilte forældrene var spørgsmålene om behovet for lektier.

Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen kan ses på hjemmesiden under afsnittet ”on skolen” – undervisningsmiljø.

 

Der har i januar 09 været afholdt et ”visionsmøde”, hvor forældrene fik lejlighed til at drøfte hvilke værdier og mål de fandt vigtige.

Der var en klar melding om, at børnenes faglige færdigheder har stor prioritet – det er vigtigt at ”de lærer noget”. Samtidig var der også anerkendelse af vigtigheden af, at udviklingen af børnenes sociale evner stimuleres.

Der var stor enighed om, at evnen til at formulere sig og muligheden for at stå frem for en forsamling er vigtig.

 

Skoleårets gang.

Skoleåret har været tilrettelagt, så der har været et afvekslende forløb mellem temauger og alm skemaundervisning.

 

Temaugerne har givet muligheden for at fordybe sig i og have en længere samlet tid til et fagområde – enten sammen med sine jævnaldrende eller i et aldersintegreret hold.

Nogle af årets uger har været delt, så de større elever har arbejdet med emner, der understøtter undervisningen i udskolingen.

0.- 5. klasse møder temaer som ”krop og kost”, teater, forfatteruge, Læseuge, billedkunst, matematik, lejrskole.

6.7.8. kl møder andre temaer tilrettet deres aldersgruppe har bl.a. deltaget i den landsdækkende aviskonkurrence, haft en uge med fysik, lavet individuelt projekt, (en opgave som er obligatorisk i 9. klasse) lejrskole i udlandet og de skal til sommerferien lave deres egne teaterforestilling.

 

Eleverne arbejder godt og får et stort fagligt udbytte i temaugerne, hvor der er tid til at fordybe sig i et sammenhængende forløb.

 

Det hører med til friskolens værdier, at de får mulighed for at prøve at tænke selv, finde løsninger på egne betingelser, tage ansvar for en opgave, samarbejde med andre, fremlægge sine opgaveløsninger i et større forum, arbejde kreativt, afprøve sine holdninger, m.v ?

Holdningen bag temaugerne er, at der skal være tid til at finde glæden ved at fordybe sig, samtidig med at afveksling og oplevelser i årets rytme er med til at oplive og give mod og livsmod i skolehverdagen.

 

Personale.

Når vi har hørt om aktiviteterne i løbet året er det klart for alle, at det kræver et stort engagement hos personalet. Alle har både i dette og i sidste skoleår ydet en meget stor indsats og ydet deres allerbedste.

For to lærere har udfordringerne måske været for store – måske har de krav, de har stillet til egne præstationer også været rigtig høje med det ønske at yde det allerbedste.

Claus blev sygemeldt og Nanna fulgte efter.

Begge lærere har i flere år ydet en ualmindelig stor indsats i udskolingsgruppen – og det var med stor beklagelse, at vi ikke var i stand til at forebygge deres sygemeldinger.

Claus er heldigvis kommet tilbage til undervisningen her den 20/4 og Nanna er fortsat sygemeldt, men vi håber, at hun snart er klar til at vende tilbage.

Det har ikke været let for udskolingsgruppen, hvor de var klasselærere, men vi skylder tak til Gitte og Claus H, der har taget ansvar for såvel undervisning og elevernes trivsel.

 

Til slut vil jeg sige tak til alle - børn som voksne - der på den ene eller den anden måde bidrager konstruktivt til, at hver eneste dag her på skolen indeholder positive oplevelser for børn og voksne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Se skolen i billeder

Download årsplan og skema

Undervisningsplaner

© Oure Friskole
Joomla webudvikling Wied Webdesign