Oure Friskole og børnehave

Bestyrelsens beretning 2011

Ved sidste års generalforsamling var det en fornøjelse at kunne stå her og præsentere et regnskab med et overskud. Ganske vist var overskuddet ikke kæmpe stort, men for os som bestyrelse lå der en kæmpe signalværdi i at kunne præsentere et positivt årsresultat. I år har vi præsteret endnu et tilfredsstillende resultat. Ganske vist er vi kommet ud af året med et lille minus, men vi føler stadig at vi har styr på økonomien, og vi har løbende fokus på hvordan økonomien har det. At det alligevel blev til et lille minus, skyldes 3 ting. For det første en nedsættelse af statens tilskud til de frie skoler, for det andet ekstraordinære udgifter på ejendomsdrift, undervisning og administration og for det tredje en erkendelse af at betingelserne for at drive små skoler forværres ganske hurtigt.

 

I det følgende vil jeg uddybe disse 3 faktorer.

Regeringens genopretningspakke fra 2010 betyder at friskolerne rammes hårdt på pengepungen i fremtiden. Statens tilskud til friskolerne baserer sig på gennemsnitsudgiften på en folkeskole-elev. Friskolerne får 75% af dette beløb. Når folkeskolen rammes af besparelser, har det altså direkte effekt på tilskuddene til de frie skoler. Disse tilskud reguleres med 3 års forsinkelse, således at vi vil mærke effekten fra 2014. Men ikke nok med det: det er regeringens plan at de førnævnte 75% gradvist nedsættes til 71%. Midt I 2010 blev procentsatsen ændret fra 75 til 74, og det har kostet os ca kr. 32.000 i regnskabsåret 2010. Men der bliver altså tale om en ”dobbelt besparelse”, som rammer os startende i 2010, og så ekstra hårdt fra 2014.

De ekstraordinære udgifter til ejendomsdrift, undervisning og administration var kun til dels tilsigtede. På ejendomsdriften har vi bevidst valgt at ofre flere penge end budgetteret på vedligeholdelse. På undervisningskontoen har et øget forbrug af lærertimer og et større vikarforbrug kostet os penge. De øgede udgifter til administration opstod i kølvandet på sekretær-skifte og øgede arbejdsmængder på kontoret.

Sidste sommer kom regeringens rejsehold med sine anbefalinger for den danske folkeskole. Nogle af disse anbefalinger er i skarp kontrast til den øjeblikkelige situation for de danske friskoler. Anbefaling nummer 10 lyder at alle skoler som minimum bør have 3 spor. Hvis vi antager at en kommunal skoleklasse indeholder 24 elever i snit, vil det give en minimum skolestørrelse på 720 elever. Vi har pt ca 70! Og vores børn lærer vel det de skal – og lidt til. Men når det så er sagt, så må vi som bestyrelse naturligvis også se på forretningen Oure Friskole, og erkende, at et så lavt elevtal gør det svært at præstere store overskud, samtidig med at man kan tilbyde fantastiske fysiske rammer.

Det er derfor nødvendigt med et større elevtal. Bestyrelsen har besluttet at der fra 2012 tilbydes 9.klasse med mulighed for at tage folkeskolens afgangsprøve. Desuden er det besluttet at der til kommende skoleår tages så mange nye elever ind som muligt, uagtet at det kan give uens størrelser på de samlæste hold. Det er dog vigtigt at understrege, at vi ikke ønsker og forventer en masse-tilgang til skolen, da vi gerne vil holde fast i, at man ikke vælger Oure Friskole i protest over noget andet, men fordi skolen kan tilbyde en særlig skolegang. Vi vil nemlig ikke gå på kompromis med vores grundholdning, at nye familier skal passe ind i miljøet og tankegangen her på stedet. De nye familier skal have lyst til en skole med Grundtvig/Koldske skoletanker og med fortællingen som det centrale i dannelsen. Og de nye familier skal have lyst til at deltage i et forpligtende fællesskab med andre familier, hvad enten det drejer sig om arbejdsdag, skolefest eller den daglige deltagelse i sine børns hverdag.

Denne øgede ”åbenhed” skal ses i lyset af det verserende kaos omkring strukturændringerne i den kommunale skole. Familier fra den kommunale skole bliver ikke friskole-familie overnight, men nogle familier vil på baggrund af strukturændringerne sikkert sande, at tryghed, lokal forankring og nære relationer er fantastiske parametre når det gælder deres børns læring. Derfor vil vi gerne tage imod nye familier der når til den erkendelse. Og under alle omstændigheder synes vi det er uhyre vigtigt at byen og oplandet kan tilbyde en komplet ”uddannelses-pakke” med børnehave og efterfølgende skolegang fra 0. til og med 9. klasse.

Altså må konklusionen være at en skole med kun 70 elever udgør en uddøende race. For at få forretningen Oure Friskole til at være sund, må der flere elever til. På kort sigt er målet at vi runder 100 elever. Når vi gør det, er vi nået til det maksimum-antal, som skolens vedtægter tillader, så her kan der i fremtiden blive brug for en vedtægtsændring.

Flere elever og ansatte på skolen i fremtiden stiller også større krav til de fysiske rammer. Vi har nedsat et byggeudvalg, hvis hovedopgave er at se på mulighederne for opførelsen af et par ekstra undervisningslokaler samt opførelsen af toiletter i tilknytning til børnehaven. Efter diverse studie-besøg på andre nybyggede skoler har udvalget fået en kompetent arkitekt til at skitsere mulige løsninger. Elin vil sige mere om det senere på aftenen. Vi har realistiske forhåbninger om at kunne realisere projektet så det det senest er færdig til skoleåret 2012 når første 9. klasse starter – men meget gerne før!

Med børnehavens tilblivelse har vi fået en fast ”fødekilde” til skolen. Første ”kuld” overgår til skolen til sommer, og her er der pt 13 indmeldte børn til mini-klassen. Børnehaven er fyldt – godt og vel. Vi har igennem et stykke tid skrevet til venteliste, og der er pt 23 børn. Børnehavens popularitet har stillet store krav til organiseringen af hverdagen, og heldigvis har vi kompetente pædagoger, der har kunnet løfte opgaven. Der er etableret en udegruppe og de kommende skolebørn indlemmes gradvist i SFO’en om eftermiddagen.

Uden børnehaven havde det været svært at stå her i dag med et tilfredsstillende årsresultat. Børnehaven bidrager positivt til det samlede regnskab. Isoleret set giver skoledelen fortsat underskud, og det underbygger blot vores antagelse om at et øget elevtal er nødvendigt.

Bestyrelsen har positive forhåbninger til fremtiden – og vi synes vi har noget at have det i:

-          Vi har et rigtig godt lærer og pædagog-kollegium, der alle brænder for deres job. Det er deres kvaliteter der sikrer vores gode omdømme.

-          Med oprettelsen af 9. klasse fra 2012 vil det samlede elevtal automatisk øges, og med en fyldt børnehave er der stabilt store årgange på vej.

-          Vi har en mere stabil økonomi. For andet år i træk har vi præsteret et tilfredsstillende resultat.

-          Vi er nu byens eneste grundskole, og det vil forhåbentlig gøre os endnu mere attraktive.

 

Den positive udvikling i økonomien har betydet at vi har kunnet afsætte lidt penge til vedligeholdelse. Vi ansatte Lars d. 1. maj i flexjob med 20 timer om ugen. Hans hovedopgave er at udføre vedligeholdelsesarbejder på skolens bygninger og inventar. Og det har været en rigtig god beslutning, for der er sket rigtig mange ting rundt omkring på skolen. Ved forældrehjælp er vores to pavilloner blevet malet og har skiftet navn til Æblehuset og Lavendelhuset. I påsken skiftede vi gulvbelægning i børnehave og der er indkøbt nye vinduer til facaden ud mod vejen. Det har givet skolen et løft at man kan se at den vedligeholdes.

Vi ansatte sidste år Gitte som sekretær, og hun er faldet godt ind i skolens hverdag og kultur. Vi har dog allerede måttet sande, at 20 ugentlige timer ikke er nok til administration af en børnehave og en skole med stigende børnetal. Vi har derfor ansat en ekstern bogholder til bogføringen, så Gitte kan tage sig af alt det andet.

I skolen ansatte vi sidste år Louise til bl.a. at varetage fysik/kemi. Både børn, forældre og kollegaer er enormt glade for Louise, så vi er naturligvis glade for at hun i år har ønsket at få mere undervisningstid.

I børnehaven er Anne og i starten af dette år Michael ansat. De er lynhurtigt faldet til, og har været katalysatorer i etableringen af børnehavens ude-gruppe.

Under Joans kyndige ledelse har vi nu en SFO der har meget mere struktur på hverdagen og aktiviteterne, og SFO-børnene er også så heldige at have Lisbet tilbage efter en lang sygdomsperiode – og jeg tror jeg taler for alle når jeg siger at vi er glade for at se hende igen.

Alle ovennævnte nye ansatte samt alle ”de gamle” ansatte udgør et engageret personale og er yderst kompetente inden for hver deres felt. Vores børn er i hvert fald meget tilfredse med lærere og pædagoger - og vi forældre kan se at de lærer en masse af dem. Så tak til alle ansatte for et stort stykke arbejde i 2010. Desværre må vi sige farvel til Jennifer, der flytter med familien til Sjælland. Hun har leveret en kæmpe indsats på skolen og hun vil blive savnet.

Også en stor tak til vores skoleleder for et altid utrætteligt arbejde med at udvikle skolen og få enderne til at nå sammen – altid med vores børn som målet for hendes arbejde.

Som nogle måske har bemærket, så har vi igen i år besøg af Mette Marslund. Sidste år besluttede generalforsamlingen en ny tilsynsordning baseret på selvevaluering. Men Skolestyrelsen, som administrerer tilsynet med de frie skoler, er endnu ikke klar med de modeller der skal anvendes. Derfor har vi spurgt om Mette ville tage endnu en tørn – og det har hun heldigvis indvilget i. Tak for det. Så håber vi at Skolestyrelsen er klar til næste års tilsyn – hvis ikke, så ved vi hvor Mette bor!

Igen i år har Oure Friskoles Venner sendt en sand gave-regn ned over skolen. Det store arbejde der udføres ifbm kuvertpakninger, avisindsamlinger mm har i det forgangne år udløst bl.a. et Smartboard til de store elever, tilskud til vedligeholdelse, bord/bænk sæt, hængekøjer, legetøj til børnehave og meget andet. Der var ganske vist en der engang sang at ”rigtige venner ikke kunne købes for penge”, men alligevel vil jeg nu påstå at her er der virkelig tale om ”rigtige venner”. Tak for den store indsats!

 

Den nuværende bestyrelses forventning til det næste år er at vi igen præsterer et overskud, så vi kan afdrage mere af skolens gæld og kan igangsætte udvidelsen af de fysiske rammer. Det er vores forventning at elev-tilgangen øges de kommende år, så vi samtidig med at tilbyde en fantastisk skole også kan køre en økonomisk bæredygtig forretning.

Tak for opmærksomheden.

Se skolen i billeder

Download årsplan og skema

Undervisningsplaner

© Oure Friskole
Joomla webudvikling Wied Webdesign